Tenerife - fredag den 20. feb. 1998

Tilbage

Vi nød morgenmaden og det friske brød. Solen rammer altanen kl. 9:30 og i de næste par timer kunne vi slikke sol på altanen. Ikke så dårligt! Min far havde allerede på dette tidspunkt fået så meget sol på ryggen, at han ikke kunne klare mere. Det var jo synd for ham! Vi andre kunne sagtens tåle noget mere...

Vi gik en tur ned til havnen, mest besluttet på at finde en båd, der kunne give os et par timer på vandet. Da vi nåede havneområdet blæste det og sandet føg hen over stranden ved havnen. Vi mistede pludselig lysten til at finde en båd og satte os ved en fortovsrestaurant og nød en glas kølig hvidvin. Efter et par indkøb blev det tid til frokost hjemme på hotellet. Det blev til den sædvanlige omgang rugbrød, så vores danske maver kunne holdes i form. Vi har altid haft en teori om, at en Fernet Branca til morgenmaden og rugbrød til frokost kan holde maveproblemerne væk. Indtil videre har der da heller ikke været tegn på det modsatte. Men her til frokost gik det galt på en anden måde. Vi fik et par snapse og en øl til maden. Så var vi egentlig indstillet på at sove til middag, hvilket vi ville gøre ved poolen. Så min far og jeg gik ned, for at finde et par senge. Det lykkedes ikke. Alt var udlejet. Istedet satte vi os ved et bord i barområdet, for at slikke sol. Farligt! Vi smagte lidt forskellige ting og til sdst befandt vi os på et par barstole igang med en stor fadøl og en amerikansk whisky, som vi lige skulle prøve. Da min mor dukkede op - hun havde sovet til middag i lejligheden - var vi i godt humør - uden dog at være beruset.

Jens og Anni nyder et glas vin i Los Christianos (20. feb. 1998)

Hen på eftermiddagen tog vi en taxa til Adeje, for nu skulle vi have kylling igen! Vi blev ikke skuffede, selv om den første gang altid er den sjoveste. Kyllingen var bare god! Vi bestilte 2 ekstra kyllinger, for jeg ville nu se, om det kunne lykkes at få det med hjem til Marie, så hun også kunne smage den. Vores humør var ikke blevet ringere af, at have fået et par flasker vin sammen med kyllingen, og helt gal gik det, da vi bestilte kaffe og whisky igen. Vi burde have taget ved lære af sidste besøg, men det havde vi ikke - ud over at bestille kaffe og whisky hver for sig. Det gav svaret på, hvorfor vi blev så trætte sidste gang. Kaffen var en lille kop meget kraftig kaffe og whiskyen var en ordentlig slat - mindst 6 cl. Puha! Så var det med at få prajet en taxa, så vi kunne komme hjem og sove ved 22-tiden. På trods af vores eskapader, havde vi fået en pæn portion sol i løbet af dagen.

Jens med en af tjenerne på Oasis Bar (20. feb. 1998)
Ung pige på Oasis Bar (20. feb. 1998)
Jens og Anni på Oasis Bar (20. feb. 1998)

Tilbage